Nyheder

Fisker fra Hvide Sande: Vælg »den blå fisk«

Fiskebestande over hele verden er truet af overfiskeri. Hvis fiskere som Verner Møller fra Hvide Sande stadig skal kunne hive rødspætter op af havet i fremtiden, så er det helt afgørende at forbrugerne bakker op om de bæredygtige fiskerier. Miljømærket »den blå fisk« gør det let at træffe det rigtige valg i køledisken.

Verner Møller er rødspættefisker fra Hvide Sande. I 36 år har han fanget fisk til danskerne fra sin kutter Juli-Ane i Nordsøen og Skagerrak. Det er desværre ikke sikkert, at Verner har et job i fremtiden, med mindre man vælger bæredygtig fanget fisk. Fisk mærket med den blå fisk, MSC certificeret. Mange fiskebestande er nemlig under stort pres grundet overfiskeri. 30% af verdens fiskebestande er i dag fisket til grænsen eller over ifølge FN's fødevare- og landbrugsorganisation, FAO.



Verner Møller har derfor et budskab til de danske forbrugere. I en ny film, som han har lavet i samarbejde med miljømærket MSC (Den blå fisk) opfordrer Verner danske forbrugere til at støtte de fiskerier, der fisker bæredygtigt. Det gør man ved at købe fisk og skaldyr med MSC’s logo »den blå fisk« på emballagen. Det betyder, at fisken kommer fra bestande, som ikke er truede, hvor fiskeriet er velforvaltet, og hvor der er taget højde for havmiljøet.



SE FILMEN HER



Verner fisker selv bæredygtigt. Hans fiskeri er MSC-certificeret, og det vil sige, at han skal holde sig til en begrænset mængde, og samtidig skal han bruge bestemte metoder, der bl.a. betyder, at han ikke skader havbunden. Verners rødspætter får til gengæld det blå fiskelogo fra MSC på emballagen. Det er forbrugerens garanti for, at fisken er fanget bæredygtigt.



Ole Schmidt er leder af MSC Danmark. Han forklarer, at mange danskere gerne vil købe bæredygtige produkter. Men det kan være svært at træffe det rigtige valg i supermarkedet, hvis man ikke har tilstrækkelig med information om produktets oprindelse og produktionen.



»Mærket med den blå fisk er en hjælp til forbrugeren, som skal træffe et hurtigt valg ved køledisken i en travl hverdag. Dermed kan man hurtigt orientere sig. Er MSC’s logo på emballagen, så er det en garanti for, at fiskeriet lever op til vores standard for bæredygtighed.«



Livet i havet er et verdensmål



I 2015 vedtog FN de 17 verdensmål, som er en del af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling. Verdensmål 14 omhandler livet i havet. Fiskeri over hele kloden skal ifølge mål 14 reguleres effektivt, og der skal sættes en stopper for overfiskeri, for ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og for destruktive fiskerimetoder inden 2020.



For at nå dette mål er det vigtigt, at fiskerier over hele verden begynder at fiske bæredygtigt.
»Køber man bæredygtigt fanget fisk og skaldyr som forbruger, så støtter man de fiskere, der som Verner Møller fisker bæredygtigt, og det er helt afgørende«, siger Ole Schmidt.



Efterspørgsel på bæredygtige varer er nemlig med til at skabe et økonomisk grundlag for, at fiskere over hele verden går over til at fiske bæredygtigt.



»Derfor vil vi også gerne sige tak til de fiskere, der går ind i MSC-ordningen med liv og sjæl, og vi vil gerne sige tak til de forbrugere, der gør det muligt ved at købe deres fisk og skaldyr med vores lille ’blå fisk’ på.«



OM MSC
Marine Stewardship Council (MSC) er en international Non-Profit organisation, der står bag MSC-mærket, der er kendetegnet af en blå fisk. MSC driver et globalt program, hvor vi samarbejder med vores partnere om at fremme bæredygtige fiskeriprincipper for fisk og skaldyr over hele verden. MSC blev etableret for 20 år siden og er i dag verdens mest anerkendte certificeringsprogram for bæredygtigt, vildtfanget fisk og skaldyr.



For at blive solgt med MSCs blå fisk skal fisk og skaldyr komme fra et fiskeri, der er certificeret af en tredjeparts certificeringsorganisation efter MSC´s fiskerimiljøstandard for bæredygtigt fiskeri.



Standarden er udviklet i sammen med eksperter, herunder forskere, videnskabsfolk, fiskerne og miljøorganisationer. Standarden opdateres løbende for at sikre, at den fortsat afspejler den internationalt bedste praksis inden for havforvaltning.
Certificering kræver bl.a. at fiskeriet kan sikre:




- At fiskebestandene er bæredygtige/er fra en sund bestand - der er nok fisk tilbage i havet for at reproducere.
- At havmiljøet bevares, så det kan understøtte livet i havet.
- At fiskeriet har implementeret effektive forvaltningsplaner, der sikrer at man hurtigt kan reagere ved ændringer i status quo.

Havfrisk Fisk d. 10-09-2019

Tilmed nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet på HavFriskFisk og få gode tilbud, tips og tricks til hvordan du bedst tilbereder dine fisk. Eller hvis der sker noget som rundt om i landet som handler om fisk.

Tilmeld dig
vores nyhedsbrev
her!

Endnu kommer der ikke så ofte nyhedsbreve - det sker 3-4 gange om året. Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet hvis du ønsker dette.

Få sms når skib er i havn

Du vil modtage en sms, dvs, du skal tilmelde dig hver dag du vil have besked om ankomst.



© Havfriskfisk.dk - Apollovej 103 - 6960 Hvide Sande - Email