HavFriskFiskere deltager i Kystfiskerprojektet »Vild med Vand« i Hasle
Under »Vild med Vand« arrangementet om godt en uge, lørdag den 9. juni i Hasle, deltager Kystfiskerprojektet med en kombineret fisker og kokke-workshop, hvor fisker Henning Finne R48 »Tina« og fisker Bo Johansen med både fiskebil og kutteren R32 »Ninni« er tilstede med HavFriskFisk.
Her vil der blive langet friske lokale torsk og skrubber samt pighvar over rælingen og Bo langer friske ferske sild og laks over disken i fiskebilen.
Så vær klar på kajen i den lille idylliske fiskerhavn Hasle på Bornholms Nordvestkyst, her vil kokkene Troels Madsen fra Christianshøjkroen og Tom Stobberup fra Åkirkebyhallerne, tilberede de friskfangede lokale fisk, til lækre smagsprøver, hvor man samtidig kan få udleveret opskrifterne på de spændende fiskeretter. Nem og hurtig mad.
Fiskerne udfordre også publikum, når de viser hvorledes man flår og filiterer en fisk, herefter får man selv lov at svinge filetkniven.
Mød op mellem klokken 11 og 15, lørdag den 9. juni 2018 og deltag i det spændende fiskearrangement. Se omtalen her på facebook-siden.
HavFriskFisk.dk
Havfrisk Fisk d. 30-05-2018